Komponisten Hakon Schmedes lod i vinteren 1915-16 et landsted opføre ved Kokkedal til sommerophold. Det blev tegnet af den danske arkitekt, Poul Baumann, og kom til at hedde Mikkelgaard efter lokaliteten Mikkelborg.
Tanken var romantisk, udformningen ikke mindre, - en lille firelænget "Herregård" forbundet med fastlandet ved en bro.
Mikkelgaard er uomtvisteligt påvirket af engelsk arkitektur. Den lukkede gårdsplads, storstuen der går op i taget med synlige spær og hængeværker, den store pejs som hjemmets arne, spisestuens fremskudte form med det smårudede vinduesbånd, altsammen træk fra engelsk arkitektur, som Baumann og andre af tidens arkitekter lod sig inspirere af.